Snegleavl har længe været fremme i Tyskland og Frankrig, men er først i de senere år kommet til Danmark, hvor betingelserne for avlen er væsentlig bedre blandt andet på grund af vort fugtige klima. Da vinbjergsnegle kun kræver lidt plads og endnu mindre pasning og de desuden ikke foranlediger dårlig luft og fremkomst af fluer og andre insekter, kan man uden ubehag anlægge en sneglefarm i sin have.

Vinbjergsneglens biologi.
Vinbjergsneglens legeme deles i to afsnit, indvoldssækken omgivet af huset og underkroppen med foden og hovedet. Fra den øverste kant af indvoldssækken udgår en hudfold, kappen, som begrænser et ret stort hulrum, hvortil indgang findes som et hul fortil på højre side, hele den øvrige del af kappekanten trykker sig tæt ned mod underkroppen uden dog at vokse sammen med denne. Kappens inderside er helt gennemvævet af utallige blodkar, og denne rige blodkarforsyning får kappehulens væg til at fungere som en slags lunge. Tarmkanalen begynder med munden, i mundhulens gulv sidder talrige små tænder samlet sammen i en såkaldt tungerasp. Tarmen slynger sig op i indvoldssækken og udmunder fortil på højre side ved kappens kant. I forbindelse med tarmkanalen står leveren som spiller en stor rolle, da den foruden at være afsondringsorgan og magasin for næringsstofferne (kulhydrat og fedt) også er i stand til at optage fint fordelt føde.

Vinbjergsneglen er hermafroditter, dvs. - både han og hun, hvilket medfører at alle snegle lægger æg. Parringen, som finder sted i maj - juni måned, indledes med talrige ejendommelige ceremonier, der ofte varer i flere timer. De to snegle stiller sig op foran hinanden, rejser forkroppen lodret i vejret, trykker fodsålen imod hinanden og bliver stående længe i denne stilling, idet de kærtegner hinanden med følehornene og slikker hinanden ren for slim. Efter at denne kærlighedsleg har varet et stykke tid, trækker de sig tilbage for kort efter at begynde den samme ceremoni forfra. Kort før den egentlige parring finder sted, udstøder de to snegle deres kærlighedspile. Kærlighedspilen er en højst ejendommelig dannelse, som består af kalk, er dolkeformet og dannet i en særlig sæk, der står i forbindelse med kønsorganerne. Da begge dyrene jo er både han og hun, bliver parring gensidig. De udskyder derfor begge deres kærlighedspile, der ryger ind i modpartens hud, hvor de som oftest knækker. Spidsen bliver siddende i huden, medens den øvrige del falder af. Efter at kærlighedspilen er udskudt, følger igen en hvilepause, og efter denne foregår selve parringen. Parringslemmet krænges frem hos begge snegle på een gang og optages i det andet individs hunlige kønsåbning. Umiddelbart derefter afgives sæden fra begge dyr, de to snegle skilles, og hver vandrer nu af sted og gemmer sig under løvet. Nogle dage efter graver de begge en hule i jorden, og i denne lægger de deres æg. Æggene, der lægges i klumper, er ca. 5 mm store, kuglerunde og til at begynde med ret klare, efterhånden, som de bliver noget ældre, bliver de mere hvidlige og ugennemsigtige. Efter at æggene er lagt, glatter dyrene jorden efter, således at det kan være ret vanskeligt at finde redekammeret. Hele processen varer ofte flere dage. I løbet af 3-4 uger kommer ungerne frem eg vokser i den første tid ret stærkt, idet de i løbet af et år får ca. 3 vindinger.
Vinbjergsneglen er født med Hus på Ryg, og de kan umuligt forlade huset, som følger dem "fra Vugge til Grav".